Mange gange har min forundring over så ofte gode men ikke fremragende restauranter er blevet beriget med høje anmeldervurderinger.  Jeg mener, at når de gode får højt eller højeste antal kokkehuer / stjerner/ knive/gafler, hvilken karakter skal så uddeles for de fremragende oplevelser, der kun opleves fra tid til anden samt de ekstremt formidable oplevelser, der maksimalt kun får liv hvert andet eller hvert tredje år. Begejstring kan og bør gradbøjes.

Af og til skabes gastronomiske følelsesladede øjeblikke, som da

Noma i 2010 blev Nr 1 på World 50 listen

og da Rasmus Kofoed tog guld efter forudgående erobring af sølv og bronze i kokkenes VM: Bocuse d’Or.

Vi er desværre ikke påpasselige med tydeligt at beskrive momentet af storhed, vi er for karrige med ord, når storheden pludselig opleves i vore egne omgivelser……..

I dag er vi meget forvænte med et højt niveau på den gastronomiske scene her i landet, den tid er ovre, hvor gastronomiske oplevelser af høj karat blev iscenesat og virkeliggjort via rejser til fjernere rejsemål, og det er da fint at rejse og opleve gastronomisk kunst, men i dag er det ikke længere en nødvendighed for os , blot en mulighed.

Måske er det den situation, der har sløvet en del danske anmelderes og madbloggeres begejstringsniveau, hvilket foruden at være decideret uretfærdig overfor de, der virkelig sætter en ny og usædvanlig dagsorden måske også viser en reserverethed, som vi for længst burde have skrottet.

Men vi er slet ikke fremme ved regnbuens ende.

Vi har denne sommer oplevet en restaurant, der i koncept, design, teamspirit, udførelse, ambitioner udviser en gastronomisk brillians, ekvilibrisme og udtrækker koncentrater af velsmage, som i den grad er i færd med at skrive historie.

Det er nu 2 måneder siden, at restauranten, under megen hype omkring initiativtager og chef Matthew Orlando, åbnede sine døre.  Michelin og World  50 Best jurymedlemmer kan godt bestille flybilletter.

Amass here we come.

Bent Christensen

18.9.2013.