Det var jo en sommermåned med overvældende varme temperaturer og derfor blev restaurantoplevelserne overvejende henlagt til udespisning eller til decideret sommer-steder.

Der er en særlig charme ved at spise udendørs, og det tæller positivt med, når månedens oplevelser skal evalueres. Men varme, sol eller skygge alene er ikke nok til at sikre den sublime oplevelse.

Granhøj på Torvet i Svendborg bød på bl.a. moules marinieres, Det japanske Taarn serverede sushi, soft shell crab og tempura rejer, Frederiks Have på Frederiksberg på fremragende fiskefrikadeller og hos Pichardts i Rudkøbing en såkaldt tapasanretning og madoplevelsen de 4 forskellige adresser kan generelt sammenfattes som ok kvalitet , men så heller ikke mere.
De holder niveau for optagelse i Spiseguiden.

Det , der slog mig mest, var den forskelligartede betjenings udøvelse. Naturligvis er der ofte sommerassistancer på arbejde i juli måned og de må klare meget på charmen og opnår ikke mange points på det faglige niveau. Det faglige niveau oplevede vi først og fremmest på Frederiks Have.

På relativt nyåbnede Det japanske Taarn i Tivoli sås det usædvanlige, at gæsteflokke måtte vente ved en ”anmeldelsespult” og vente på en medarbejder for at blive seatet. Noget besynderligt kl 17.30, hvor den relativt store restaurant var mindre end halvfyldt og hvor en aktiv indsats ved gæstemodtagelse kunne have gjort underværker. Mange gæster ventede så længe på at blive budt velkommen, at de simpelthen fandt andre spisesteder. Underligt at restauratøren ikke satte flere resourcer ind på netop denne post.

En enkelt ”fine dining” restaurant blev også besøgt i juli. Det var på denne, jeg i sin tid blev præsenteret for vinen ” Where the dreams have no end” – en fremragende vin fra Silvio Jermann. Senere omdøbte han vinen til ”Were dreams, now it’s just wine”. Den realisme randt mig i hu, da jeg forlod restauranten efter aftenens gastronomi. ”Were magic, now it’s just a fine restaurant”.