Det har været en måned fuld af både store og udfordrende gastronomioplevelser som uventet oplevelse på restaurant med Michelin-status.
Lad mig begynde med den seneste.

Det er slående, hvor meget sammenfald der har været i mine oplevelser på restaurant Le Chateaubriand i Paris, nr 11 på World 50 Best listen, og på Kødbyens Fiskebar, der ikke er placeret på World 50 Listen, hvilket er lige så korrekt som Le Chateaubriands ukorrekt.

Samme støjniveau, samme tilsyneladende hastig til ilsom tjenertrafik, glas, der tabes og smadres, bestik der mere eller mindre planlagt placeres foran gæsterne, brød og den iskolde smørklat, tjenerinder og tjenere i moderigtigt antræk og med tatoveringer spredt som haglbyger på de dele af kroppen, der er synlig. Men idel glæde og let håndspålæggelse og jævnlig kontakt, også når hovedrettens ankomst synes at være lysår forude……

Menukortet er meget tilforladeligt, ja næsten inspirerende, lysten til at bestille er stor. Jeg valgte fiskevejen naturligvis – først knivmuslinger, dernæst blåmuslinger og – på tjenerens absolutte anbefaling skærising på brød.

Den første ret bød ikke på tungt arbejde for hverken køkken eller tjener, 2 stk knivmuslinger og nogle få blade salat. That’s it folks.

Nr 2 var større. En tallerkenskål blåmuslinger tilført en cremet suppe og mængder af kartoffeltern. Ok – så var den ret heller ikke bedre.

Jeg havde bestilt en flaske Albarino ud fra den betragtning, at den skulle nydes med måde og jeg havde ingen tvivl om, at jeg måtte glæde mig over ca halvdelen af flaskens indhold og efterlade resten. Det er jeg vant til, det er blot rutine for mig.

Sådan skulle det ikke gå denne aften. Den blev nydt til sidste dråbe. Og det kan jeg takke den ufattelige ventetid , der oplevedes mellem ret nr 2 og så hovedretten, for.
Jeg sad stilfærdigt i en times tid ved baren og i denne periode nød jeg godt af at få indblik i mine sidesidespisende ”Nynne & hendes venindes” indbyrdes samtale, hvor kvindesind og – list på det mest bramfri sprog blev oprullet. Jeg agerede også vagt for deres tasker og overtøj, når de gik udenfor i tobakkens tjeneste. De kom ind igen og bestilte yderligere en flaske Champagne, Perrier-Jouet, så den aften skulle nok få en fin afslutning for dem.

Det fik min også, da en forbiløbende tjener pludselig observerede min mangel på mad og tog affære. Ud i køkkenet og retur med forklaringen, ”det må du undskylde, men køkkenet har kun 8 blus!”.

Så gik der en 20 minutters tid, hvorefter skærisingen landede, Stegt på et tyndt stykke hvidt brød, minimal mængde fisk og en rodfrugt på størrelse med hanebjælken i mit sommerhus.

Det sidste glas vin fulgte skærisingen .
Der var fyldt hus, så konceptet falder åbenbart i publikums smag.

Så var der anderledes smag på frokosten på Hummerhuset i Reykjavik, hvor menuen bød på ”Hest, hval og hummer”, det var en flot oplevelse, velsmag og nydelse hele vejen igennem. Det kommer mere udførligt med i den kommende bog om Nordens bedste restauranter”, der er planlagt udgivet foråret 2011.

Finalemiddagene i kategorien Årets Restaurant, Den danske Spiseguide, kommenteres ikke før afgørelsen foreligger 31 oktober, men lad mig dog sige så meget, at det har været 5 ualmindeligt flotte og forskellige stiloplevelser.

Sidste gode oplevelse kom på Vallø Slotskro, hvor det ny tiltrådte værtspar Tine & Palle Møller bl.a. serverede agerhøne , amerikansk Colorado steak, nyplukkede svampe og en chokolade dessert på højt niveau. Der er stjerner på vej til Vallø.